Artiklen, ”Fra overflade til kerne – derfor er den dialektiske metode uundværlig”, undersøger, hvordan man bedst formidler en af de vanskeligste politiske teorier, nemlig den marxistiske dialektik, som den også kalder marxistisk filosofi. Artiklen siger, at ”marxistisk filosofi er folkets filosofi”. Og den mener, at ”selv de sværeste spørgsmål” må forklares i et ”klart og forståeligt sprog”, så selv ”almindelige arbejdere kan forstå sammenhængene og se, hvordan systemet kan ændres”. Men er det muligt?
Selvklart bør man stræbe efter at gøre sig så forståeligt som muligt. Inden for den litteratur, der beskæftiger sig med at introducere marxismen, findes der et hav af letlæste bøger. Men alt er jo relativt. For marxismen vil af gode grunde aldrig blive folkets filosofi. Til gengæld bør den blive en metode for mennesker, der trods marxismens sværhedsgrad har brug for at sætte sig ind i den, fordi de indser, at det er nødvendigt for dem.
Men lad os først undersøge, om marxismen i gængs forstand overhovedet er en filosofi, der på græsk betyder sådan noget som ”kærlighed til visdom”. Og det er rigtigt, at Marx udviklede en meget kompliceret teori, der godt kan forlede folk til at anbringe ham i filosofiens, i den traditionelle tænknings historie. Men filosofi før Marx adskiller sig radikalt fra marxismen på ét punkt. Filosofien før Marx var i ringe grad funderet i natur- eller samfundsvidenskaber, fordi disse først begyndte at udvikle sig for alvor i det 18. og 19. århundrede med industriens fremkomst.
Al fortidens filosofi inddrog næsten altid Gud eller et andet mystisk fænomen som den afgørende forklaring. Selv den tyske filosof Hegel, som Marx på mange måder tog til sig, talte om ”verdensfornuftens” udvikling som grundlag for den fysiske verdens udvikling. Derfor betegnes Hegel som objektiv idealist. Før Marx fandtes næsten kun idealister. De få mekaniske materialister i filosofien havde dengang ingen evidens for deres primitive atomlære. Som noget helt nyt i tænkningens historie udviklede Marx og Engels den dialektiske og den historiske materialisme. De var børn af den tidlige industrialisering og den tilsvarende udvikling i de eksakte naturvidenskaber. Og som noget helt nyt baserede de deres tænkning på de eksakte videnskaber og de kollektive historiske erfaringer fra kampen mellem de sociale klasser.
Den traditionelle filosofi forud for Marx var spekulativ og funderet i logisk tænkning. Marx og Engels går derimod videnskabeligt til værks. Marx skrev: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den.” Erfaringer fra praksis står over tænkningen! Det anbringer dermed marxismen udenfor filosofien på videnskabens grund. Marx skrev også: ”Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.” Vores samfundsmæssige handlinger betinges ikke først og fremmest af vores bevidsthed, men omvendt betinger vores samfundsmæssige tilværelse vores bevidsthed. Altså, når vi bliver bevidste om, at vi skal handle samfundsmæssigt (politisk), skyldes det ikke først og fremmest en isoleret udvikling i vores tænkemåde, men at vi tvinges af samfundets udvikling til at gøre det.
Det kan næppe forventes, at den brede befolkning via studiet af marxismen kan indse, hvordan det kapitalistiske system kan ændres? Ikke studiet af marxismen får folk til at ville ændre samfundet eller hvordan, men selve den kapitalistiske samfundsudvikling! Hvorfor skulle Marx og Engels ellers have oprettet Den Internationale Arbejdersammenslutning (I. Internationale 1864-76), hvis praktiske indgriben i klassekampen var livsnødvendig for marxismens videre udvikling. Hvorfor skulle Marx og Engels have studeret det kapitalistiske samfund, hvis de ikke indså, at det var nødvendigt at gøre det? Marxismen er den dialektiske enhed af teori og praksis på basis af praksis. Den kollektivt indhentede erfaring i klassekampen er teoriens øverste dommer.
Det anslås, at Marx’ og Engels’ samlede værker fylder 114 bind! Selv dem, der har viet hele deres liv til at studere Marx og Engels, vil få svært ved at nå at læse og sætte sig ind i så mange bind. De vil i hvert fald aldrig få tid eller kræfter til at indhøste praktiske erfaringer fra klassekampen, altså være med til at forandre verden. Socialistiske aktivister kan i virkeligheden kun nå at stifte bekendtskab med de allermest centrale idéer i marxismen, hvis de også skal være med til at organisere arbejderklassen. Hvad kan få almindelige mennesker til at bruge tid på at lytte til marxismens budskab? Kun relativt få mennesker vil via deres aktive deltagelse i hverdagens klassekamp føle sig tilskyndet til at studere marxismen. De tilhører ”arbejderavantgarden” eller arbejderklassens mest aktive og erfarne fortrop af klassekæmpere i arbejderbevægelsen.
Som revolutionære aktivister skal vi tilbyde studiet af marxismen til de mennesker, der føler behov for det i kraft af deres indgriben i klassekampen. ”Ifølge den sovjetiske leder Vladimir Lenins definition var agitation det at bruge enkle midler til at vække masserne politisk, mens propaganda var den grundige indføring i blandt andet marxismens teori.” (Danmarks Nationalleksikon).
I 1917 skrev Lenin sine Aprilteser, hvori han advarede mod, at februarrevolutionen i 1917 i Rusland var faldet i hænderne på den borgerlige provisoriske regering, men i stedet burde lægges i hænderne på arbejderne og de fattigste bønder, repræsenteret af sovjetterne (valgte råd). Lenin mente, at der var indledt en socialistisk revolution i Rusland og ikke – som mange forventede – en borgerlig revolution, hvor kapitalistklassen ville stå i spidsen for revolutionen i samarbejde med arbejderne og bønderne. I oktober 1917 fik Lenin ret. Hans kommunistiske Bolsjevikker greb magten og sikrede den socialistiske revolution! Det enkle program, som havde sikret ham magten, var: ”Brød, fred og jord! Al magt til sovjetterne.”
Hvorfor fik Lenins Bolsjevikker massiv folkelig opbakning til dette program? Fordi det svarede til folkemassernes krav og behov! Fordi den siddende borgerlige regering ikke var i stand til at indfri kravet om mad til de sultende masser, om øjeblikkelig fred, og om øjeblikkelig fordeling af godsejernes jord blandt bønderne. Disse geniale paroler svarede ikke kun til massernes behov, de var lette at forklare og udstillede den siddende borgerlige regerings magtesløshed. Her smelter program og masser sammen. Programmet blev så at sige ”folkets filosofi” eller snarere ”folkets program”. Men i modsætning til filosofien, der indlæres via kateteret, så erfares marxismen i praksis især via den levende klassekamp.
”Vores succes afhænger af, om vi behersker” evnen til at formulere den arbejdende befolknings krav så godt, at vi får tilslutning, og af om vi formår at hjælpe den arbejdende befolkning og dens organisationer med at opnå enhed. Vi vil blive vurderet af den brede befolkning på, hvor gode vi er i praksis til at fremme dens politiske interesser. Det handler om vores troværdighed! Arbejderavantgarden vil vurdere os på vores evne til at føre en dialog med den arbejdende befolkning og til i praksis at bistå den med at opnå klasseenhed. Her spiller marxismen som teori og metode (men ikke som ”filosofi”) naturligvis en afgørende rolle.
Kilder:
9. Karl Marx: Teser om Feuerbach i Karl Marx Skrifter i Udvalg, Forlaget Rhodos 1974, s. 16.
10. Karl Marx: Til kritikken af de politiske økonomi i Marx/Engels Udvalgte Skrifter Bind I, Forlaget Tiden, s. 361.
11. Vladimir Lenin: Aprilteserne (1917).