Den dialektiske metode er vigtig, fordi den hjælper os til ikke at nøjes med det, vi ser på overfladen. Marx sagde: “Hvis fænomenernes fremtrædelsesform og deres væsen umiddelbart faldt sammen, ville al videnskab være overflødig.” Det betyder, at virkeligheden altid rummer dybere sammenhænge, som ikke ses ved første øjekast. Den dialektiske metode giver os redskaberne til at afsløre disse skjulte forhold, forstå kapitalismens egentlige natur og vise en vej frem for arbejderklassen.
Forskellen mellem marxistiske intellektuelle, der forsvarer arbejderklassen, og de småborgerlige intellektuelle og borgerskabet, er grundlæggende. Marxistiske artikler er ikke i sig selv svære at forstå. Problemet ligger snarere i, at borgerlige medier og kommentatorer har vænnet folk til letfordøjelige og overfladiske forklaringer. Marxister kan ikke nøjes med dette. De bruger den dialektiske metode, som går bag om overfladen og søger de dybere sammenhænge. Hvis Marx, ligesom de borgerlige økonomer, kun havde nøjedes med at beskrive “udbud og efterspørgsel”, ville han aldrig være nået frem til værditeorien. Han analyserede tusindvis af sider for at finde de skjulte lovmæssigheder, der ligger bag det synlige. På samme måde som fysikken aldrig kunne nøjes med at beskrive dagligdags oplevelser, men måtte udvikle kvantefysik gennem abstrakt tænkning og eksperimenter.
Marx analyserede kapitalismen som en videnskabsmand. Med den dialektiske metode skar han gennem overfladen for at afsløre systemets indre struktur. Derfor kan vi heller ikke i dag nøjes med at beskrive det synlige, når vi analyserer situationen i EU eller Danmark. Vi må begynde med en konkret analyse af den konkrete situation, men vi må også se på dens historiske baggrund. Ellers kan vi ikke forstå fænomenerne fuldt ud. Samtidig må vi tegne et billede af fremtiden: Hvad sker der, hvis udviklingen fortsætter, og hvordan kan vi ændre kursen? Vi må vise, at der findes et alternativ, og at de objektive og subjektive betingelser – herunder arbejderklassens organisering – kan bringe dette alternativ til live.
Vores succes afhænger af, at vi behersker den dialektiske metode. Når vi undersøger nutidens forhold, må vi se både på fænomenernes ydre form og deres indhold. Vi må afsløre deres indbyrdes sammenhænge og indre hemmeligheder. Det betyder, at vi ikke må lade os narre af de former, som religion, jura eller staten giver fænomenerne, men gå til bunds i produktionsforholdene og de økonomiske og klassemæssige realiteter. Kun sådan kan vi vise læseren den egentlige retning, som samfundets udvikling følger.
Når vi undersøger et bestemt fænomen, må vi både se på dets unikke træk og sammenligne det med lignende fænomener på andre steder og tider. Dermed kan vi vise det almene i det særlige. Kapitalismen fremtræder i mange former, men den har altid samme grundlæggende natur. Vi må dog passe på ikke at forsvinde i detaljer, men i stedet se helheden – som altid er mere end summen af dens dele.
Denne metode – spændet mellem det konkrete og det abstrakte – hjælper os med at afsløre fænomenernes indre struktur. Den viser, at kapitalismen trods forskellige former altid er den samme. Den kan være organiseret som et diktatur, et europæisk demokrati eller et skandinavisk socialdemokrati. For eksempel blev de nordiske socialdemokratier en tid præget af indrømmelser til arbejderklassen, men senere ændredes balancen, og systemet tog en neoliberal form – uden at ændre sin kapitalistiske kerne. På samme måde ændrer skiftet fra Løkke til Mette ikke det danske samfunds grundlæggende kapitalistiske natur. De enkelte dele kan skifte, men helheden – systemets kerne – forbliver den samme.