Var Ruslands angreb på Ukraine ”uprovokeret” – eller er sandheden igen blevet krigens første offer?

Af Jens Anton Schou Madsen

Mette Frederiksens og EU’s forstyrrede fjendebillede!

Statsminister Mette Frederiksen sagde i et interview til dagbladet ”Politiken” den 13. december 2024:

”De mørke kræfter har forenet sig på en måde, som er en ny situation. Derfor er demokratierne i en meget farligere situation end før i vores levetid. Den eneste vej igennem det er at kæmpe for det. (…) De mørke kræfter er ikke bare Putin, men det stadig tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea og Rusland. (…) Det er desværre bakket op af Kina.”

I en kommentar til de nylige fredsfølere mellem USA, Rusland og Ukraine den 16. august 2025 sagde hun til TV2:
”Jeg tror ikke, at vi kan tillægge Putins ord nogen værdi. Jeg tror ikke, at han ønsker fred. (…) Jeg erkender blankt, at jeg er mere på det hold, der tror på, man skal vinde militært over Rusland, fordi når de har viljen til at slå europæere ihjel, så bliver vi også nødt til at have viljen til at forsvare sig selv.”

Den 19. samme måned udtalte hun til TV2:
”Når vi overhovedet diskuterer sikkerhedsgarantier, er det fordi, der ikke er nogen, der reelt tror, man kan stole på Putin. Det handler om, hvis vi lykkes med at få en våbenhvile og en fredsaftale, at angrebene ikke kommer tilbage eller rettes mod andre steder i Europa. Så sikkerhedsgarantier er flere ting. Blandt andet at sikre, at der er en hær i Ukraine, der kan kæmpe imod Rusland. (…) Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at Rusland har viljen til at angribe ind i Europa, også andre steder end i Ukraine. Så vi må ikke forlade det militære spor. Det kan gå grueligt galt.”

For at indramme Frederiksens ”narrativ” om de ”mørke kræfter” mangler vi så lige hendes indledende kommentar til Ruslands ”særlige militære operation” mod Ukraine på Statsministeriets hjemmeside den 27. februar 2022:
”Natten til torsdag, den 24. februar 2022 blev Europa og verden for evigt forandret. Ukraine blev brutalt angrebet. Rusland invaderede grusomt og uprovokeret – et fredeligt og demokratisk land.”

Sådan lyder fortællingen blandt Europas ledere: Vi skal ”vinde militært over Rusland.” Forhandlingsvejen er helt opgivet til fordel for ultimative krav.

Påstanden om, at ”Rusland har viljen til at angribe Europa” er grebet ud af den blå luft. Det samme er påstanden om, at Ukraine er ”fredeligt og demokratisk”, og at angrebet var ”uprovokeret”. Den langsomme russiske fremrykning i Ukraine har varet i over tre år. Landet har vanskeligt ved at nå sine militære mål. Putin har aldrig sagt, at han ønsker at genskabe det forgangne sovjetiske rige. Rusland har hverken evnen, viljen eller interesse i at angribe Europa. Ukraine regeres i dag af et ulovligt styre, der kom til magten ved et statskup i 2014. Og Ukraine er blandt Europas mest korrupte lande [1].

Baggrunden for den nuværende øst-vest-konflikt

Modsætningsforholdet mellem det kapitalistiske Vesten og Rusland startede allerede i oktober 1917, da bolsjevikkerne tog magten i Rusland. Af frygt for, at revolutionen skulle sprede sig, sendte 14 kapitalistiske lande ca. 200.000 tropper ind i Rusland for at ”kvæle bolsjevismen i sin vugge” (Churchill).

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Rusland kastet ud i socialt og økonomisk sammenbrud. Vestmagterne ønskede at gøre landet til en lydstat og udnytte ressourcerne. Men NATO begyndte samtidig at rykke østpå – trods mundtlige løfter i 1990 om det modsatte. Bitterheden voksede i Rusland [2].

De første østudvidelser kom i 1999 med Polen, Tjekkiet og Ungarn, derefter i 2004 med bl.a. de baltiske lande, Slovenien og Rumænien, senere Albanien, Kroatien, Montenegro, Nordmakedonien, og senest Finland (2023) og Sverige (2024).

Boris Jeltsin advarede i 1993 Bill Clinton mod yderligere udvidelser [3]. I 1995 gentog han advarslerne i en samtale med Clinton [4]. Putin kaldte i 2007 NATO’s udvidelse for en alvorlig provokation [5]. Og i sin tale den 24. februar 2022 sagde han direkte, at NATO’s udvidelse mod øst var det vigtigste argument for invasionen [6].

Kritik fra Vesten selv

50 prominente eksperter advarede i 1997 Clinton mod NATO’s udvidelse [8]. George Kennan kaldte den en ”skæbnesvanger fejl” [9]. William Burns skrev i 2008, at Ukraines NATO-medlemskab var den lyseste røde linje for Rusland [10]. Robert Gates mente, at det var at gå for langt at inddrage Georgien og Ukraine [11].

Alligevel fortsatte kursen. Brzezinski argumenterede i The Grand Chessboard (1997) for at svække Rusland ved at opdele landet.

Majdan-kuppet og sproglove

I 2014 blev præsident Janukovitj afsat efter Majdan-kuppet, hjulpet på vej af vestlig indblanding. Putin har siden kaldt dette begyndelsen på konflikten. Efter kuppet indførte Ukraine sproglove, der begrænsede russisk [13].

Forsøg på fred gennem Minsk-aftalerne og Istanbul-forhandlingerne i 2022 blev ifølge kilder blokeret af Vesten. Information skrev 2. april 2025, at Ukraine og Rusland var tæt på en aftale i april 2022, men at Vesten blokerede muligheden.

International lov giver ikke Rusland ret til at angribe. Men angrebet var heller ikke ”uprovokeret” – det må ses som en reaktion på NATO’s pres, ligesom USA reagerede på missiler på Cuba i 1962.

Mette Frederiksen spiller russisk roulette

Fredsforskeren Jan Øberg siger i dag, at Socialdemokraterne ikke længere er socialt eller demokratisk orienterede, men militaristiske og neoliberale [14]. Samtidig accepterer EU og Danmark, at våbenindustrien udvides – endda på dansk jord – mens retorikken om krig bruges til at skjule den sociale krig mod befolkningerne.

Var Ruslands angreb på Ukraine ”uprovokeret” – eller er sandheden igen blevet krigens første offer?

Baggrunden for den nuværende øst-vest-konflikt

Kritik fra Vesten selv

Majdan-kuppet og sproglove

Mette Frederiksen spiller russisk roulette

Kilder

Indsend Kommentar Annuller svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer