Interviewet er bragt i den franske ugeavis Informations Ouvrières (Arbejderinformationer), nr. 870, den 7.-18. august 2025, og i det svenske blad Arbetareinternationalen, nr. 23, august 2025.
1) Rødt Venstre har som organisation underskrevet Den Europæiske Appel mod Krig og National Samling med de krigsfremmende regeringer. Kan du forklare jeres motiver til at støtte appellen?
PMJ: Rødt Venstre har underskrevet den europæiske appel “Ikke en krone, ikke et våben, ikke et menneskeliv til krig”, fordi vi ved, hvem der betaler – og hvem der tjener.
Krigene i Ukraine og Palæstina føres ikke i folkets interesse. De føres for profitter, geopolitiske interesser og våbenindustriens bundlinje. Og det er arbejderklassen, der skal betale prisen: med skattekroner, forringet velfærd, lavere løn og – hvis det går galt – med blod.
Regeringerne kræver national enhed. Det betyder, at arbejderne skal holde kæft, mens eliten fører krig. Men det er ikke vores krige. Vi har mere til fælles med dem, der bombes i Gaza og dør i skyttegravene, end med dem, der beslutter krigene.
Vi siger:
- Nej til oprustning og krigsbudgetter
- Nej til national samling med krigsmagerne
- Nej til kapitalens krig – ja til arbejderklassens kamp
Ikke en krone, ikke et våben, ikke et menneskeliv til krig.
2) Den danske socialdemokratiske regering er tilsyneladende fuldt engageret i krig: forøgelse af forsvarsbudgettet, åbning af amerikanske militærbaser i Danmark, obligatorisk militærtjeneste for kvinder… Kan du give os detaljer om det?
PMJ: Under Mette Frederiksen er Danmark blevet en frontstat i NATO’s oprustningskapløb. Forsvarsbudgettet er eksploderet – fra 1,3 % af BNP til over 3 %, og regeringen har åbnet døren for at gå helt op til 5 %, hvis ”sikkerhedssituationen kræver det”. I virkeligheden handler det ikke om sikkerhed – men om at stille sig tæt på USA og vise lydighed over for stormagten.
I 2025 blev en aftale indgået, som giver amerikanske tropper fri adgang til tre danske baser – med egne regler, egne domstole og magtbeføjelser over danske borgere. Det er ikke partnerskab, det er suverænitetsafgivelse. Regeringen præsenterer det som nødvendigt, men i virkeligheden opgiver Danmark selvstændighed for at sikre plads i det ”gode selskab”.
Samtidig har man udvidet værnepligten og gjort den kønsneutral – ikke for ligestillingens skyld, men for at få flere unge i uniform. Det er ikke folkelig forsvarsvilje, det er mobilisering til fremtidens krige.
Og lad os huske én ting: Europa har allerede flere våben, flere tanks, flere fly end Rusland. Oprustningen handler ikke om forsvar – den handler om at booste våbenindustriens profitter og skabe ny økonomisk vækst gennem krigsproduktion. Det er klassepolitik forklædt som sikkerhedspolitik. Regningen sendes til arbejderklassen – i form af skat, velfærdsforringelser og blod.
3) Regeringen har hævet pensionsalderen til 70 år for at finansiere militærudgifter. Hvad er fagforeningernes politik på dette område, og hvilken modstand er der?
PMJ: Regeringens kurs er så ubøjelig, at pensionsalderen nu hæves til 70 år. Igen tales der om nødvendighedens politik. Det sker i en tid, hvor krigsbudgetterne eksploderer, og hvor våbenindkøb og militære investeringer får politisk topprioritet. Vi ser et Danmark, hvor arbejderne skal arbejde længere, mens milliarderne ruller ud til tanks og F-35-fly.
Man skulle tro, fagbevægelsen ville råbe op. Men det sker kun i svage toner – og oftest slet ikke. Dansk Metal – en central spiller i fagbevægelsen og tæt allieret med Socialdemokratiet – omfavner oprustningen. De ser jobs og industripolitik i militærproduktionen, og deres ledelse betragter åbenlyst medlemmerne som det loyale bagland for Mette Frederiksen. Krigspolitikken bliver her til en slags beskæftigelsesstrategi – uanset om det koster velfærd, klima eller fred.
På den anden side står dele af 3F, hvor enkelte afdelinger og aktive har taget fredsinitiativer – bl.a. ved at arrangere en fredskonference. Men selv her har de stået i modvind internt. De toneangivende kræfter i fagbevægelsen har enten forholdt sig tavse eller direkte bakket op om regeringens linje.
Fagbevægelsen burde være en kraft mod krig og nedslidning – men er i dag alt for ofte reduceret til et halehæng på Socialdemokratiets militaristiske kurs. Det er en farlig udvikling. Vi har brug for en ny arbejdermodstand mod militariseringen.
4) I er en relativt ung organisation, en udbryder fra Enhedslisten. Hvad er jeres holdning til meddelelsen fra to underskrivere af appellen, Jeremy Corbyn og Zarah Sultana, og om, at de danner et nyt parti?
PMJ: Rødt Venstre er en ung organisation, skabt som brud med Enhedslistens accept af kapitalismen som et givent vilkår, højredrejning og tilpasning. Derfor hilser vi med stor glæde udmeldingen fra Jeremy Corbyn og Zarah Sultana om, at de vil danne et nyt venstreorienteret arbejderparti i Storbritannien.
Vi ser det som en stærk og håbefuld udvikling, og en del af et større mønster: Når arbejderklassens elendighed vokser, og når den politiske midte lader sig opsluge af nyliberal militarisme, så tvinges venstrefløjen ud af starthullerne.
Det er ikke kun i Storbritannien. Zohran Mamdanis voksende opbakning i New York – med krav om omfordeling, fred og klimaretfærdighed – udspringer af den samme virkelighed: En generation af arbejdere, unge og undertrykte, der ikke længere vil nøjes med ”progressive” ord uden handling. Vi tror, der er behov for nye organiseringer, som tør sige det klart: Oprustning og ulighed er ikke uheldige bivirkninger – de er kernen i det system, vi må bekæmpe og udskifte med et socialistisk samfund.
5) Rødt Venstre har ikke blot skrevet under på antikrigsappellen ”Ikke en krone…”. I har også besluttet jer til at deltage på den europæiske konference mod militær og social krig i efteråret 2025. Hvad forventer I jer af en sådan konference?
PMJ: Rødt Venstre har ikke kun skrevet under på den europæiske antikrigsappel “Ikke en krone, ikke et våben, ikke et menneskeliv til krig”. Vi deltager også aktivt i den europæiske konference mod militær og social krig i efteråret 2025 – fordi vi ser behovet for et internationalt brud med militarismens hegemoni.
Vi forventer os af konferencen, at den samler venstrekræfter, fagforeningsfolk og fredsaktivister, der nægter at gå i takt med deres egne regeringer og NATO. I hele Europa ser vi, hvordan krigen bruges som løftestang for neoliberal politik: Oprustning betales med pensionsalder, velfærd og arbejdernes slid.
Konferencen kan – og bør – være et skridt mod at opbygge en antikrigsbevægelse nedenfra, der taler åbent om klassens interesser, imperialismens dynamik og behovet for international solidaritet. Vi håber på diskussion, netværk, koordination – og mod.
For i en tid, hvor Socialdemokratierne bliver militærets og våbenindustriens forlængede arm, og store dele af fagbevægelsen tier, har vi brug for noget andet. Ikke bare mod krigen i Ukraine eller Gaza – men mod hele den krigspolitik, der gøres permanent.
Vi deltager, fordi vi tror, at fred kræver kamp – og at den kamp må føres internationalt, klassebaseret og uden illusioner om det bestående system.